Logo
Arbejdsmiljø i Danmark

Vejledning til ’Arbejdsmiljø i Danmark’

I Arbejdsmiljø i Danmark kan du finde oplysninger om, hvordan beskæftigede lønmodtagere i Danmark vurderer deres arbejdsmiljø. Der er resultater for over 100 forskellige indikatorer for arbejdsmiljø og helbred fordelt på køn- og aldersgrupper, brancher, jobtyper, regioner og sektorer.

Sådan bruger du databasen

På forsiden har du mulighed for at vælge mellem ni forskellige ikoner. Når du klikker på et ikon, får du vist resultater fra undersøgelsen.

Her kan du vælge et emne og et tilhørende spørgsmål fra undersøgelsen. Du kan også vælge årstal for den runde af undersøgelsen, du ønsker at gå i dybden med.

Du kan hele tiden skifte din visning ved at benytte fanebladene øverst på siden. Det er også muligt at returnere til hovedsiden – det gør du ved at klikke på det lille hus øverst til højre.

Resultaterne vises som en gennemsnitlig score eller som en andel af personer (i %), der er udsat for en given arbejdsmiljøfaktor. Resultaterne afspejler altid det emne, du har valgt. En høj score på et spørgsmål vedrørende jobusikkerhed afspejler således høj jobusikkerhed. På samme måde afspejler en høj score på et spørgsmål om indflydelse en høj grad af indflydelse.

Du kan få detaljerede oplysninger om spørgsmålet ved at holde musen hen over overskriften med spørgsmålet.

Grupper

På de visninger, der omhandler køn- og aldersgrupper, brancher, jobgrupper, regioner eller sektorer, kan du se, hvordan grupperne rangeres.

Klikker du på en eller flere af grupperne, kan du se hvordan gruppen har udviklet sig over tid.

Arbejdsmiljøprofiler

På visningen af de såkaldte arbejdsmiljøprofiler, kan du vælge en enkelt branche eller jobgruppe, og se hvordan den ligger på alle spørgsmål i undersøgelsen.

Du får her fremhævet den gruppe, du har valgt. Alle grupper ligger rangeret på hver sin side af det totale gennemsnit. Du får således hurtigt overblik over, om den gruppe du er interesseret i, ligger over eller under gennemsnittet. Farveskalaen markerer hhv. den positive (blå) og negative (rød) ende af skalaen.

Tidsudvikling

På visningen af tidsudviklingen kan du se, hvordan udviklingen har været i arbejdsmiljø og helbred for alle beskæftigede lønmodtagere. Også her vælger du emne og spørgsmål efter, hvad der interesserer dig. Du skal være særlig opmærksom på, at Y-aksen er skåret. Det betyder, at meget små ændringer kan virke store. Derfor bør du også kigge på tallene, der er skrevet i punkterne på kurven.

Svarfordeling

Du kan også se de detaljerede svarfordelinger på de enkelte spørgsmål. Ved valg af emne får du at vide, hvor mange der har svaret indenfor de enkelte svarkategorier. Du kan også her vælge hvilket år, du vil kigge på.

Klikker du på en enkelt svarkategori, kan du se hvordan udviklingen indenfor den enkelte svarkategori har været.

Danmarkskort

Klikker du på Region, kommer du ind på et Danmarkskort. Her kan du ud fra en farveskala se, hvordan arbejdsmiljø og helbred ser ud i de fem Danske Regioner. Der er tale om regionen for det arbejdssted, den enkelte lønmodtager arbejder på.

Sådan udtrækker du figurer og data

Nederst i hver visning kan du klikke Download og vælge, om du vil have et billede (.png-fil), en tabel (.xlsx-fil) eller en pdf-fil.

Klik på det ønskede og gem på din computer.

Kildehenvisning

Ved offentliggørelse/præsentation af data fra databasen skal det klart fremgå, at data stammer fra NFA og Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark. Det gælder både i forbindelse med præsentationer, formidling i diverse medier samt i videnskabelige publikationer.